Min første oplevelse med et modelfly havde jeg allerede som 6-7 årig. Min far havde købt et samlesæt i balsatræ til et lille modelfly med gummimotor, der lignede flyet på billedet (bortset fra bemalingen).
Flyet var blevet samlet og skulle afprøves. Det har nok været en søndag, og næsten lige uden for døren til opgangen, blev flyet sluppet løs.
Det blæste, og en vind tog straks flyet og blæste det ind i et træ, så det gik helt i stykker.
Jeg blev meget ked af det.
Kollegiegården på Tagensvej
På mit kollegieværelse havde jeg mine gamle modeller af svævefly hængt op under loftet på nylonsnore.
Mens jeg boede på kollegiet ofrede jeg en stor bunke penge på et samlesæt til et stort radiostyret model(svæve)fly. Jeg købte også en lille motor til modelflyet, men det lykkedes mig aldrig at starte motoren.
Det var sjovt at bygge flyet, som jeg dog aldrig blev helt færdig med.
I Kollegiegårdens kælder var et værksted, hvor jeg lavede en del ting. Jeg lavede blandt andet nogle store kasser til opbevaring og transport af mine modelfly.
Det var først efter, at vi havde boet på Skovmarken et stykke tid, at jeg smed kasserne med indhold ud.
Den sidste rest, fra mit værelse på Kollegiegården, der er tilbage, er radiosenderen og radiomodtageren til fjernstyring af modelfly og andre modeller.
Om det virker, ved jeg ikke.