Ved juletid i 2016 havde jeg været frivillig i Coding Pirates på Skolen ved Søerne på Frederiksberg i efterårssæsonen. I Coding Pirates var jeg blevet bekendt med BBC micro:bit, og jeg købte en micro:bit til mig selv i Karin Høghs webbutik (podconsultsbutik.dk). I julegave ønskede jeg mig INVENTOR'S KIT FOR MICRO:BIT fra Kitronik. Jeg fik kittet af mine døtre, og jeg blev meget glad for det. Jeg programmerede min BBC micro:bit med MicroPython kode, som jeg skrev i Mu Editoren.
I foråret 2017 fik jeg kendskab til Arduino, og jeg købte THE ARDUINO STARTER KIT fra Arduino i Italien i Karin Høghs webbutik. I resten af 2017 brugte jeg megen tid på at studere Arduino. Det er et kæmpe emne, og jeg fik prøvet lidt forskelligt. Jeg løb imidlertid sur i det, og i juni 2018 meldte jeg mig til et tegnekursus for at prøve noget helt andet. På tegnekurset blev jeg opmærksom på et malekursus, der begyndte efter sommerferien. Det meldte jeg mig til, men det løb også ud i sandet, så nu har mit ældste barnebarn, der har gået på Københavns Kommunes Billedskole, fået alle tuberne med farve og alle penslerne.
Omkring årsskiftet 2021/2022 så jeg tilfældigvis på YouTube, at Kitronik tilbyder et INVENTOR'S KIT FOR ARDUINO, og da jeg - som jeg har skrevet ovenfor - var meget glad for Kitroniks INVENTOR'S KIT FOR MICRO:BIT, besluttede jeg at købe Kitroniks Arduinokit i Karin Høghs webbutik for at tilbyde mit barnebarn på 13 år at lege med Arduino sammen med mig. Da jeg var inde på hjemmesiden - podconsultsbutik.dk - for at købe kittet, blev jeg fanget af omtalen af en UNO, der hedder MAKER UNO +. Jeg besluttede så tillige at købe en MAKER UNO +, selvom jeg allerede har flere UNO'er, der er købt meget billigt i Kina. Se min omtale af MAKER UNO + her.
Varerne fra Karin Høghs webbutik kom en af de første dage i januar, og den 6. januar 2022 udvekslede jeg mails med mit barnebarn, hvor vi aftalte, at hun og jeg skulle se på sagerne, når hun og lillesøsteren næste gang kom på besøg. Men hun har mistet interessen, og siden har kittet og MAKER UNO + stået på hylden og samlet støv. Men i dag, den 17. maj 2022, er jeg gået i gang med at studere kittet og kommentere det på min hjemmeside. Dette er nok begyndelsen til mere om Arduino på min hjemmeside.
Det første jeg gjorde var at fotografere indholdet. Du kan se resultatet her.
En meget stor kvalitet ved Kitroniks kits - både til Arduino og til BBC micro:bit - er TUTORIAL BOOK, der på godt 50 sider hver beskriver 10 eksperimenter. Og på æskerne står der:
WARNING! Contents may inspire creativity
Jeg er blevet godt inspireret, og jeg synes, at Kitroniks kits på mange måder er bedre end THE ARDUINO STARTER KIT fra Arduino i Italien. I forhold til de mange billige kits fra Kina har Kitroniks ingeniører virkelig tænkt over, at et godt fundament for elektronikkomponenterne er vigtigt. Det er værd at betale for.
Hvis man køber Kitroniks kit skal man selv indtaste C++ koden i Arduino IDEs editor. Det drejer sig om 25-40 forholdsvis korte linier for hver af de 10 eksperimenter, og på den måde øver man sig i at taste kode. For de 15 eksperimenter beskrevet i ARDUINO PROJECTS BOOK, der er i THE ARDUINO STARTER KIT, findes C++ koden for de 15 eksperimenter allerede i Arduino IDE.
TUTORIAL BOOK giver meget præcise og relevante oplysninger. Bogen er på engelsk, og det kan give problemer for ikke engelskkyndige. Men med tålmodighed og Google Translate kan de fleste formentlig være med.
Med de 10 eksperimenter kommer Kitroniks ingeniører godt omkring de mange muligheder, som det relativt begrænsede indhold af komponenter i kittet tilbyder. Det er så op til køberne af kittet at bruge fantasi og være kreative.
God fornøjelse